Høreforeningen Frederiksberg Lokalafdelings vedtægter 

§ 1 Afdelingens navn og område

Stk. 1 Afdelingens navn er Høreforeningen Frederiksberg Lokalafdeling.

 

Stk. 2 Afdelingen dækker et geografisk område svarende til Frederiksberg.

 

Stk. 3 Afdelingen er en del af Høreforeningens organisation. Lokalafdelingen er en selvstændig juridisk enhed.

 

Stk. 4 Lokalafdelingen er undergivet de til enhver tid gældende vedtægter for Høreforeningen og de af Høreforeningen trufne beslutninger.

 

 

§ 2 Opgaver

Stk. 1 På det faglige område skal lokalafdelingen:

• Arbejde for at sikre høreskadede/hørehandicappede de bedste livsvilkår i kommunen.

• Sikre tilgængelighed for høreskadede/hørehandicappede overalt i kommunen

• Følge udviklingen på det sundhedsmæssige, undervisningsmæssige, sociale og beskæftigelsesmæssige område og gå i dialog med lokale politikere med henblik på at finde de bedste løsninger for de høreskadede/hørehandicappede

• Følge udviklingen for tilbud om hjælpemidler og medvirke til de bedsteløsninger for de høreskadede/hørehandicappede

• Indgå i samarbejdet i DH (Danske Handicaporganisationer) og her medvirke til at høreskadede/hørehandicappedes problemer rejses i handicapråd og beskæftigelsesråd samt øvrige råd og nævn i kommunen.

• Samarbejde med de øvrige lokalafdelinger i regionsområdet.

• Afgive indstillinger til DH om repræsentanter til råd og nævn i kommunen

 

Stk. 2 På fællesskabsområdet skal lokalafdelingen:

Yde råd og vejledning og afholde orienterende møder af folkeoplysende karakter og sociale sammenkomster alene eller sammen med andre lokalafdelinger eller på tværs af andre geografiske skel og i netværksgrupperinger.

 

 

§ 3 Medlemmer

Stk. 1 Medlemmer i lokalafdelingen er alle Høreforeningens medlemmer bosiddende i den/de kommuner, som afdelingen dækker jfr. § 1. Medlemmet kan kun være tilknyttet én lokalafdeling.

 

Stk. 2 Medlemmer, som udtrykkeligt har tilkendegivet ønske herom, kan i stedet være tilknyttet en lokalafdeling udenforbopælskommunen.

 

Stk. 3 Ethvert medlem i lokalafdelingen har stemmeret til lokalafdelingens årsmøder. Hver deltager over 15 år i familiemedlemskabet har 1 stemme. Øvrige medlemstyper f. eks. virksomhedsmedlemmer eller støttemedlemmer er ikke tilknyttet en lokalafdeling og har ikke stemmeret.

 

Stk. 4 Medlemmer, som modarbejder foreningens interesser, virksomhed og formål kan ekskluderes af årsmødet med 2/3 af tilstedeværende stemmeberettiges stemmer.

 

Stk. 5 Forslag til eksklusioner forelægges på årsmødet. Det medlem, som ønskes ekskluderet, orienteres ved udsendelse af brev med oplysning om eksklusionsforslagets objektive grundlag. Den pågældende opfordres til at deltage i årsmødet.

 

Stk. 6 Etablerede eksklusioner kan indankes for Hovedbestyrelsen af det ekskluderede medlem senest 1 måned før et hovedbestyrelsesmøde. Ankefristen er 3 kalendermåneder efter årsmødets beslutning om eksklusion jfr. i øvrigt ”Vedtægter for Høreforeningen”.

 

 

§ 4 Kontingent

Stk. 1 Medlemmer herunder familiemedlemskaber betaler efter landsmødets fastlæggelse heraf ét kontingent til foreningen. Sekretariatet afregner kontingentandele til lokalafdelingen i overensstemmelse med landsmødets beslutninger herom.

 

Stk. 2 Der kan ikke opkræves lokale kontingenter.

 

 

§ 5 Bestyrelsen

Stk. 1 Lokalafdelingens bestyrelse vælges på årsmødet jfr. § 6. Bestyrelsen består af formand og mindst 2 medlemmer. Bestyrelsen vælges for 2 år dog således, at halvdelen vælges i lige år og den anden halvdel i ulige år. Genvalg kan finde sted. Nye bestyrelsesmedlemmer skal så vidt muligt gennemgå Høreforeningens kurser for bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og kasserer. Det er ikke tilladt ægtefæller eller samboende at være henholdsvis formand og kasserer.

 

Stk. 2 Bestyrelsen udpeger 1 eller flere delegerede til landsmødet for 4 år i overensstemmelse med opgørelse fra sekretariatet jfr. ”Vedtægter for Høreforeningen” § 3. Bestyrelsen udpeger 1-2 suppleanter for 4 år.

 

Stk. 3 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de valgte repræsentanter er til stede. Afstemninger afgøres ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

 

Stk. 4 Bestyrelsen leder afdelingen mellem årsmøderne og udfører de opgaver, som følger af § 2 under iagttagelse af begrænsningerne i § 1, stk. 3. Bestyrelsen afholder det for opgavernes løsning nødvendige antal bestyrelsesmøder. Én gang årligt afholdes et årsmøde jfr. § 6.

 

Stk. 5 Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden. Bestyrelsen fastsætter eventuelt selv sin forretningsorden. Der udarbejdes et kort referat af bestyrelsens møder. Referater udsendes/offentliggøres i overensstemmelse med forretningsordenen.

 

Stk. 6 Ekstraordinære møder indkaldes af formanden eller mindst halvdelen af bestyrelsen med varsel, dagsorden og referat i overensstemmelse med forretningsordenen.

 

Stk. 7 Regnskabsåret følger kalenderåret. Regnskabet indsendes underskrevet af bestyrelsen og revisor med alle bilag i overensstemmelse med god regnskabsskik til sekretariatet senest den 1. april året efter regnskabsåret.

 

Stk. 8 Lokalafdelingens konti skal være oprettet som foreningskonti, og afdelingen skal have eget CVR-nummer.

 

Stk. 9 Lokalafdelingen forpligtes ved sin underskrift af bestyrelsesformand og kasserer i forening. Bestyrelsen kan meddele prokura til en eller flere i bestyrelsen. Herunder adgang til netbank.

 

Stk. 10 Lokalafdelingen hæfter kun for sine forpligtelser med den af lokalafdelingen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke lokalafdelingens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

 

Stk. 11 Når et bestyrelsesmedlem fratræder sin post, skal alt materiale, der tilhører lokalafdelingen, overdrages til den fortsættende bestyrelse.

 

 

§ 6 Årsmødet

Stk. 1 Én gang årligt senest inden udgangen af februar måned afholder lokalafdelingen et årsmøde for alle afdelingens medlemmer.

 

Stk. 2 Årsmødet indkaldes af bestyrelsen med et varsel på mindst 4 uger ved skriftlig meddelelse til samtlige afdelingens medlemmer og/eller ved opslag i foreningens blad og på hjemmesiden. Indkaldelsen skal indeholde forslag til dagsorden jfr. Stk. 3. Formanden vælges på årsmødet. Hvis det ikke er muligt at vælge en formand, kan dirigenten suspendere mødet med henblik på at undersøge mulighederne for valg af formand. Mødet genoptages senest 1 måned efter.

Årsmødet vælger det nødvendige antal suppleanter til bestyrelsen for 1 år ad gangen. Der vælges mindst 1 revisor og 1 revisorsuppleant for 1 år ad gangen.

 

Stk. 3 Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende punkter:

 

1. Valg af dirigent

2. Godkendelse af dagsorden

3. Bestyrelsens beretning til godkendelse

4. Økonomi herunder godkendelse af regnskab m.v.

5. Indkomne forslag.

6. Valg af formand (hvis denne er på valg)

7. Valg til bestyrelsen

8. Valg af revisor og revisorsuppleant

9. Godkendelse af handleplan

10. Udpegninger til DH og andre repræsentationer

11. Eventuelt.

 

Stk. 4 Forslag som ønskes behandlet på årsmødet skal skriftligt være afgivet til formanden for bestyrelsen senest 14 dage før årsmødets afholdelse. I forbindelse med valg jfr. dagsordenens pkt. 6 tilstræbes en bred repræsentation. Afstemninger afgøres ved almindeligt flertal.

 

Stk. 5 Der udfærdiges et kort referat af årsmødet. Referatet underskrives af formanden og dirigenten. Referatet indlægges på Høreforeningens hjemmeside.

 

Stk. 6 Ekstraordinære årsmøder indkaldes af formanden for bestyrelsen, hvis denne beslutter det eller 1/3 af samtlige lokalafdelingens medlemmer forlanger det. Disse indkaldes med minimum 2 ugers varsel.

 

 

§ 7 Ændring af vedtægter

Stk. 1 Nærværende vedtægter er standardvedtægter gældende for samtlige lokale afdelinger.

Vedtægterne kan alene ændres af landsmødet efter fremsættelse af forslag herom, dog kan ændring af afdelingens navn i § 1, stk. 1 gennemføres af lokalafdelingen. Landsmødet orienteres om sådanne ændringer.

 

 

§ 8 Nedlæggelse af afdelingen

Stk. 1 Afdelingen kan nedlægges af Hovedbestyrelsen, hvis den ikke længere opfylder betingelserne i nærværende standardvedtægter d.v.s., at det ikke har været muligt at vælge en bestyrelse.

 

Hovedbestyrelsen kan endvidere nedlægge lokalafdelingen, hvis den modarbejder foreningens formål og målsætninger eller dens virksomhed er i åbenbar modstrid med Høreforeningens vedtægter.

 

Ved nedlæggelse træffer Hovedbestyrelsen beslutning om medlemmernes fremtidige tilknytning og formuens anbringelse. Formuen skal dog tilgå i et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål.

 

 

Vedtaget på Høreforeningens Landsmøde den 30. – 31. maj 2015